About Fremtidige tendenser inden for erhvervsuddannelsessystemer og -institutioner

Den erhvervsrettede uddannelse i Europa gennemgår, selv om den er forskellig fra det ene land til det andet, de samme grundlæggende forandringer. Ikke alene bliver uddannelsernes programmer og kvalifikationer mangesidige — for eksempel for at imødekomme behovene i den voksende servicesektor — men erhvervsuddannelsen udvides også til højere niveauer. I nogle lande er denne kombination af diversificering og udvidelse et skridt i retning af at gøre livslang læring til en realitet og tilpasse erhvervsuddannelserne til behovene hos lærende i alle aldre og på forskellige stadier af deres arbejds- og privatliv. I mange lande udbydes erhvervsrettet uddannelse på forskellige niveauer i den europæiske kvalifikationsramme (EQF) af en stadigt bredere vifte af institutioner (f.eks. erhvervsskoler, institutioner for videregående uddannelse, virksomheder, udbydere af voksenuddannelse, private udbydere, internationale organer).

Cedefops forskning i de europæiske erhvervsuddannelsers skiftende karakter og rolle giver et bredt billede af udviklingen inden for erhvervsuddannelse i Europa. På grundlag af denne analyse beskriver vores rapport om erhvervsuddannelse i Europa 1995-2035 en række potentielle fremtidige veje til, hvordan erhvervsuddannelsesområdet kan udvikle sig i de kommende årtier. Scenarierne sætter fokus på de valg, de politiske beslutningstagere og interessenter vil skulle træffe. Med direkte udgangspunkt i dette projekt kombinerer vores arbejde med erhvervsuddannelsernes fremtid et fokus på institutionelle ændringer med en systematisk analyse af udviklingen inden for erhvervsuddannelsernes indhold. Arbejdet omfatter de 27 EU-medlemsstater samt Island, Norge og Det Forenede Kongerige og bidrager til en bedre forståelse af de udfordringer og muligheder, som europæiske erhvervsuddannelser står over for i de kommende år. Der lægges særlig vægt på, hvordan erhvervsuddannelsernes indhold og profil ændrer sig. I mange lande kan vi se, at profilerne bliver mere omfattende, mens det samlede antal kvalifikationer (og dermed specialiseringer) reduceres. Dette tyder på, at fremtidige færdigheder på erhvervsuddannelsesområdet kan se anderledes ud end i dag, i tråd med de hurtigt skiftende krav på arbejdsmarkedet. Relevansen og kvaliteten af fremtidige erhvervsuddannelser afhænger af evnen til at tilpasse sig disse skiftende krav.